Rammeaftale på Færøerne

Side om side med den vilde uspolerede natur, barskt vejr, pittoreske bygder, fjelde, fjorde og græsklædte tage kan man på Færøerne i hovedstaden Torshavn opleve fine velholdte byhuse, der har modstået vejr og vind gennem mange år.

Under Bygningsstyrelsens rammeaftale på Færøerne har vi lavet bygningssyn og forskellige renoveringsarbejder på flere bygninger, som lejes ud til Politiet, Domstolsstyrelsen, Arktisk Kommando m.fl. med hjælp fra vores lokale samarbejdspartnere.

I sidste uge var vores projektleder Stig Lassen i Torshavn sammen med Bygningsstyrelsens centerchef og projektleder for at besigtige bygningerne og fysisk mødes med brugere og vores samarbejdspartnere, efter covid-restriktionerne er ophævet.

I samarbejde med en lokal arkitektvirksomhed og tre ingeniørvirksomheder har vi blandt andet projekteret og lavet tilsyn på en nyindretning af Retten på Færøerne, hvor H+ har tegnet det nye inventar.

Vi er også netop gået i gang med facaderenovering af politimesterens bolig, som ligger i det centrale Torshavn. Bygningen er opført efter traditionel færøsk byggeskik bestående af træ og kampesten, som er med til at give byen en særlig karakter.

Rammeaftalen omhandler totalrådgivning på hovedsageligt byggeri til kontor samt indvendig og udvendig renovering, vedligehold og modernisering af kontorejendomme.