Cikoriehaven, Nærheden
- +Life, Bolig
En boligbebyggelse indlejret i Nærhedens tætte og grønne bydel
Cikoriehaven ligger centralt i Søkvarteret, Hedehusene, hvor nærhed til natur, by og daglige funktioner er styrende for planlægningen. Bebyggelsen indgår i et område, hvor bebyggelse og landskab væves tæt sammen, og hvor grønne forbindelser og korte afstande er bærende principper. De 110 boliger er disponeret som én samlet struktur, der tydeliggør gaderum, overgangszoner og et fælles gårdrum, som styrker naboskabet som del af hverdagslivet.
Variation i skala og typologi
Projektet består af tre boligtypologier – etagehuse, punkthuse og rækkehuse – der varierer i højde, farve og materialitet for at nedbryde skalaen og give et differentieret bygningsmiljø. De forskudte volumener skaber et rytmisk gaderum og åbner sig mod det fælles gårdrum. Boligerne er disponeret med køkken-alrum orienteret mod altaner eller terrasser, så dagslys, udsyn og private uderum bliver en integreret del af boligens funktion.
Et grønt gårdrum som fælles ankomst- og opholdsrum
Gårdrummet fungerer som bebyggelsens centrale møderum og samler legeplads, fælleshus, udekøkken og orangeri. Den egnsagtige beplantning med græsser, urter og fritstående træer skaber et frodigt miljø, der fremmer biodiversiteten. Ankomsten gennem gårdrummet styrker de uformelle møder mellem beboerne og gør fællesskabet til en aktiv del af bebyggelsens daglige liv.
Strukturel klarhed og integrerede fælles funktioner
Bebyggelsen rummer faciliteter som affaldsløsninger, cykelparkering, depot- og teknikrum, integreret i en overskuelig og driftsvenlig struktur. Bygningskroppenes placering sikrer gode dagslysforhold og luft mellem husene, samtidig med at de fastholder gadelinjer og definerer de grønne rum. Projektets DGNB Guld-certificering afspejler samspillet mellem arkitektur, landskab, funktion og et robust materialemæssigt grundlag.