DTU Rammeaftale

Avancerede laboratorier og komplekse tekniske installationer udvikles i miljøer, hvor bygningerne ofte er i drift. Det kræver præcis planlægning og tæt koordinering med brugerne, så forsknings- og undervisningsaktiviteter kan fortsætte stabilt, mens de tekniske rammer styrkes og tilpasses fremtidens behov.
Additional image 3
Forskning og undervisning i driftssatte bygninger

DTU’s ambition om at tiltrække førende forskere og studerende kræver præcise og driftssikre faciliteter. H+ arbejder med specialiserede laboratorier, undervisningsmiljøer og tekniske installationer, der lever op til nutidens standarder og samtidig kan integreres i bygninger, som ofte er fuldt i brug. Denne kontekst stiller store krav til planlægning og koordinering, og vi tilrettelægger projekterne, så forsknings- og undervisningsaktiviteter forstyrres mindst muligt.

Systematisk koordinering i et komplekst campusmiljø

Når vi arbejder i aktive bygninger, gennemfører vi en tæt og vedvarende brugerkoordinering med DTU og de mange involverede fagligheder. Den løbende dialog sikrer, at tekniske indgreb, logistik og arbejdsgange tilpasses forskernes daglige behov. Erfaringen fra tidligere laboratorie- og campusprojekter er et væsentligt fundament for en sikker proces med styr på tid, drift og risici.

Styrkede samarbejdsmodeller gennem rammeaftalen

Rammeaftalen med DTU bygger på et åbent partnerskab, hvor klare processer og fælles værktøjer skaber gennemsigtighed. I samarbejde med DTU har vi udviklet en skabelon for inddragende byggeri, som understøtter tidlig entreprenørinddragelse. Denne tilgang giver mulighed for at identificere udfordringer tidligt og kvalificere løsningerne, før projekterne går i udførelse. Værktøjet List of Deliveries sikrer tydelige forventninger til både leverancer og rammer for økonomi og tid.

Brugerinddragelse som grundlag for fremtidens læringsmiljøer

Udviklingen af nye lærings- og undervisningsmiljøer sker på baggrund af et nuanceret indblik i brugernes behov. Gennem workshops og dialog med studerende, forskere, undervisere og administrative medarbejdere indsamler vi viden, der omsættes til funktionelle og inspirerende rum. Fokus ligger på læringsmiljøer, der styrker samarbejde og fremmer faglig udvikling i et komplekst campusmiljø.

Designmanual, der understøtter DTU’s arkitektoniske arv

Som led i samarbejdet har H+ udarbejdet en designmanual med en kulturarvanalyse af Lyngby Campus. Manualen beskriver de bærende arkitektur- og planlægningsprincipper og fungerer som et værktøj, der sikrer kontinuitet i DTU’s udvikling. Den skaber et fælles grundlag for beslutninger, så nye projekter bygger videre på campus’ landskab, strukturer og arkitektoniske særkender.