Langø Havn, Lolland

Idéoplægget til udviklingen af Langø Havn tager afsæt i ønsket om at styrke havnemiljøet som samlingspunkt for både lokalsamfund og besøgende. Oplægget er udviklet som en del af initiativet Liv i Langø – et lokalt partnerskab, der arbejder for at forny og fremtidssikre havnen på Vestlolland med respekt for stedets historie, natur og fællesskab.
Image 3
Image 4
Et nyt samlingspunkt på havnen

H+ har udarbejdet idéoplæg, situationsplaner og visualiseringer, der peger på etableringen af et bæredygtigt, kulturelt og rekreativt centrum, som binder fiskerihavnen og lystbådehavnen tættere sammen. Visionen er at skabe fleksible rammer for aktiviteter og fællesskab, hvor nye funktioner kan understøtte både lokale initiativer og besøgendes ophold ved Nakskov Fjord.

Arkitektur med afsæt i sted og landskab

I idéoplægget arbejder vi med robuste trækonstruktioner med saddeltage og træfacader. Her samles funktioner som fælleshus, fællestorv og fælles udestue omkring havnerummet. Fra inderhavnen og ud mod molen bliver bygningerne gradvist mere åbne og transparente, så overgangen mellem havn, fjord og landskab styrkes, og stedets særlige relation til naturen fremhæves.

Lokalt engagement som drivkraft

Forslaget er udviklet i tæt relation til initiativet Liv i Langø, som samler lokale foreninger og erhvervsliv om udviklingen af havnen. Oplægget bidrager til at kvalificere visionen for et fremtidigt havnemiljø, der bygger på stedets kulturarv og lokale engagement – og som kan skabe værdi for både beboere, besøgende og erhverv. Projektet støttes af fondsmidler fra LAG Sydhavsøerne, Lolland Kommune, Nordeafonden og Grøn Pulje

Image 5
Image 6
Image 7