Holbæk Kommune Rammeaftale

H+ er totalrådgiver for Holbæk Kommune, Byggeri og Ejendomme, i arbejdet med en ejendomsportefølje på ca. 465.000 m² fordelt på omkring 250 ejendomme af varierende alder, funktion og kompleksitet. Det giver et samlet blik på porteføljen og dens udviklingsmuligheder. De systematiske vurderinger omsætter kompleks bygningsdata til et solidt grundlag for drift, prioritering og bæredygtig udvikling. Samtidig understøtter de kommunens langsigtede planlægning og bidrager til velfungerende rammer på tværs af porteføljen.
Registreringer og databehandling i drift

Vi gennemfører bygningssyn og tekniksyn med fokus på installationer, driftssikkerhed og levetider. Data registreres og verificeres i Dalux, så eksisterende oplysninger opdateres og kan anvendes aktivt i kommunens planlægning. For ældre-, pleje- og beskyttede boliger udarbejder vi vedligeholdelsesplaner i et 30-årigt perspektiv. Energimærkninger udføres efter gældende standarder med forslag til forbedringer, der kan styrke både økonomi og drift.

Tværfaglig organisering og faste processer

Arbejdet udføres af et fast synsteam, der koordinerer planlægning, adgangsforhold og dialog med kommunens driftsenheder. Et pilotprojekt danner grundlag for detaljeringsniveau og skematik, så alle efterfølgende registreringer følger samme metode. Syn afsluttes med indtastning og færdigmelding i Dalux. Kvalitetssikringen sker løbende gennem intern kontrol og stikprøver i projektledelsen.

Løbende samarbejde og porteføljeopfølgning

Samarbejdet er forankret i faste møder, hvor fremdrift, datakvalitet og porteføljens status gennemgås. Aftalen understøtter kommunens mål om en robust, funktionel og langsigtet vedligeholdt bygningsmasse, hvor beslutninger træffes på et opdateret og transparent datagrundlag.