Teilumbygningen, Københavns Universitet
- +Assets
Renovering i en bygning med kritiske funktioner
Teilumbygningen anvendes til analyser og undersøgelser, som kun kan udføres i netop disse faciliteter – herunder DNA-analyser, kræftdiagnostik og retsmedicinske undersøgelser for politi og myndigheder i Danmark, Grønland og Færøerne. En kontaminering af laboratorierne ville have alvorlige konsekvenser for både forskning og retssager. Renoveringen stillede derfor ekstraordinære krav til planlægning, risikostyring og koordinering mellem rådgivere, entreprenører og brugere.
Etapevis facadeudskiftning uden driftsstop
I tæt samarbejde med Københavns Universitet og bygningens brugere udarbejdede H+ en detaljeret dag-for-dag tids- og logistikplan for arbejdet i bygningens syv etager og mere end 350 rum. Facadeelementerne blev udskiftet etapevist – ét element ad gangen og med op til tre færdige elementer pr. dag – så bygningen kunne opretholde fuld drift under hele renoveringen. Samtidig blev varmeinstallationerne udskiftet trinvis for at sikre stabil drift gennem hele byggeperioden.
Kontaminationssikring og sikker byggeproces
For at beskytte de følsomme laboratoriemiljøer blev der etableret omfattende procedurer for kontaminationsforebyggelse. Håndværkere arbejdede efter særlige instruktioner, og der blev etableret midlertidige sluser, omklædningsrum og adgangskontrol mellem arbejds- og driftsområder. Værktøj blev håndteret efter særlige regler og kunne eksempelvis ikke genanvendes andre steder i bygningen. Den grundige planlægning og løbende dialog med brugerne gjorde det muligt at gennemføre renoveringen til tiden og uden driftsafbrydelser.
Energirenovering og forbedret indeklima
De nye facadeelementer blev projekteret, så de både respekterer lokalplanens arkitektoniske krav og lever op til nutidige energi- og brandkrav. Energiruder med solafskærmning og en forbedret klimaskærm reducerer kuldenedfald fra vinduerne og bidrager til et mere stabilt indeklima i laboratorier og arbejdsrum. Resultatet er en energieffektiv og driftsrobust bygning, der fortsat kan understøtte universitetets forskning, undervisning og samfundskritiske funktioner.