Bygningsstyrelsens lejere i Skt. Annæ Palæ på Landgreven 4 i København havde behov for nye funktioner og ny indretning af lokalerne, da ejendommen havde ændret karakter til et flerbrugerhus. Derfor blev ejendommen moderniseret, ombygget og transformeret for at blive tilpasset de nye behov. Projektet omfatter blandt andet etablering og nyindretning af et nyt mødecenter i stuetagen samt fitnessrum i kælderen.
Som en naturlig følge af, at Skt. Annæ Palæ (SAP) havde ændret karakter til et flerbrugerhus, bestående af en række styrelser og administrationer som Moderniserings-, og Digitaliseringsstyrelsen og Rigsrevisionen blev der igangsat en nyindretning af lokalerne og modernisering af de tekniske installationer.
Med afsæt i en effektiv brugerproces blev der taget hensyn til brugernes ønsker og integreret nye funktionaliteter, der i højere grad understøtter ejendommens brugeres behov. Forud for ombygningen, udarbejdede H+ et designforslag med farve og materialevalg, belysning, møbler og inventar, der efterfølgende blev gennemført.
Løst under rammeaftale
Da opgaven omfattede transformation, ombygning, renovering og modernisering af både installationer og indretnings- og arkitektoniske løsninger, var det en kompleks opgave, der skulle løses, mens ejendommen var i drift.
Som totalrådgiver havde H+ stort fokus på at opretholde budgetsikkerhed i forbindelse med programmering og projektering samt indretning og de arkitektoniske løsninger. Skt. Annæ Palæ er én af mange opgaver, som H+ og Strunge Jensen i samarbejde har udført under rammeaftalen med Bygningsstyrelsen.
Bygherre
Bygningsstyrelsen
Ydelser
Totalrådgivning løst under rammeaftale
Areal
900 m2
Team
Strunge Jensen
Lokation
Hovedstaden, København K
Nyt mødecenter
I stueetagen blev der etableret reception, lounge, møderum, toiletter, personalefaciliteter, depot, teknikrum og samt faciliteter til understøttelse af vareindlevering. Møderum blev etableret med foldevægge mellem rummene og med glasfoldevægge mod gangarealer. Møderummene har en samlet kapacitet på op til 120 personer.
Målet var at skabe et fuldt færdigt mødecenter med det nyeste AV-udstyr og videokonferenceteknologi understøttet af store både faste og mobile fladskærme, der kan tilgås brugervenligt.
H+ udarbejdede designforslag med farve og materialevalg, belysning, møbler og inventar, der efterfølgende blev gennemført.
Transformation af kælder til fitnessrum
Kælderen blev transformeret, ombygget og indrettet med fitnessfaciliteter til ejendommens brugere, ligesom der blev etableret to nye omklædningsrum med tilhørende bruserum og toiletfaciliteter.