Hotel d’Angleterre blev etableret i 1755 og er som legendarisk københavnsk institution berømt for sin elegance, luksus og stil. Som arkitektrådgiver har H+ gennemført en modernisering og renovering af det nedslidte hotel med udgangspunkt i stedets rige historie, hvor moderne strøg komplimenterer det traditionelle, elegante design.
Tidens tand havde sat sine præg på det mere end 250 år gamle Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv. Endvidere er bygningens arkitektoniske udtryk blevet kompromitteret af ombygninger og tilpasninger til tidens krav gennem tiden. En totalrenovering af det nedslidte hotel var derfor uundgåelig.
H+ overtog færdigprojekteringen af pool & spaområde samt 55 værelser og suiter i det bevaringsværdige palæ på Kongens Nytorv, der havde til formål at genskabe Hotel d’Angleterres raffinerede udtryk.
Hver og en af Hotel d’Angleterres rummelige og elegant indrettede værelser og luksus-suiter gennemgik en omfattende renovering. Hotellets historie og stil komplementeres med nye og intuitive servicetilbud, der taler til tidens raffinerede rejsende.
Renoveringen fandt sted i tæt samarbejde med hoteldriften, med størst mulig diskretion, da hotellet var i fuld drift.
Bygherre
Hotel D´Angleterre
Ydelser
Arkitektrådgivning
Areal
15.000 m2
Lokation
Hovedstaden, København K
“Slutresultatet er et samspil mellem materialer, overflader, former og nuancer. Under renovationen blev en lang række af husets fine, ældre interiør gennemrestaureret for at passe ind i d’Angleterres værelser og sale.”
Totalrenovering af værelser og suiter
Det moderniserede d’Angleterre har fået færre, men større værelser med øget komfort. I alt er der 90 værelser i alt med Royal Suite på 250 m2 som den største. Ikke to værelser er ens, men holder sig alle inden for den samme elegante, lyse farveskala.
Renoveringen er et eksempel på balance mellem bygningens victorianske rammer fulde af volumen og de kølige nuancer i nordisk stil med rene og klare linjer.
Pool & spaområde
Udover færdigprojekteringen af 55 værelser og suiter i det bevaringsværdige palæ, har H+ færdigprojekteret det luksuriøse indendørs pool & spaområde med en 120 m2 stor pool og en afslapningslounge, hvor hotellets gæster kan opholde sig.
Pool & spaområdet er ligesom resten af hotellet holdt i en lys farveskala i nordisk stil.