H+ var arkitektrådgiver for boligorganisationen fsb i forbindelse med opførelsen af Bryggerhuset i totalentreprise; et udviklingsprojekt, der omfatter opførelsen af 81 almene ungdomsboliger med tilhørende fællesarealer. Vi varetog desuden brugerproces med efterfølgende indretningsprojekt med fokus på fleksible fællesfaciliteter.
Som arkitektrådgiver på opførelsen af Bryggerhuset leverede H+ ydelser, der omfatter projekteringsledelse, projektforslag, myndighedsprojekt, hovedprojekt, projektopfølgning samt fagtilsyn. Derudover varetog vi arbejdsmiljøkoordinering (P), miljøledelse og IKT-ledelse. Fællesarealerne er indrettet som et selvstændigt projekt direkte for fsb.
Bryggerhuset afslutter den lange og smalle karré op mod Dagmarsgade.Bygningen møder de omkringliggende facadelinjer i gaderummet, men trækker sig tilbage mod Gormsgade for at skabe et pladslignende areal på hjørnet af Gormsgade og Dagmarsgade. På 5. og 6 sal udskærer to tagterrasser volumen ud af bygningskroppen og giver en skalamæssig overgang til naboejendommene.
Bygherre
fsb
Ydelser
Arkitektrådgivning, Indretning
Areal
3.450 m2
Team
Niras
Lokation
Hovedstaden, Nørrebro
I arbejdet med at skabe attraktive ungdomsboliger har vi fokuseret på fællesskabet: Fællesskabet mellem de unge, med resten af bebyggelsen og med byen som helhed.
Sammenhæng mellem bygning og byrum
Bryggerhuset består af en base og en øvre del. Basen er åben og stueetagen tilbagetrukket. Fællesfaciliteter som opholdsrum, tekøkken og fælles vaskeri er placeret i stuetagen, mens de forskellige boligtyper er spredt over bygningens 6 etager, der udgør bygningens øvre del.
Stueetagen er udformet med en kolonnade, som en overgangszone – eller kantzone – mellem husets fællesarealer og byens rum. Her kan de studerende trække ud og være med til at aktivere byens rum samtidig med, at byens rum fortsætter ind under bygningen og skaber forbindelse til det indre gårdrum, hvor der er gjort plads til cykelparkering.
Brugerproces – Fællesskab og mødesteder
Fællesarealerne er indrettet som et selvstændigt projekt direkte for fsb i samarbejde med møbelleverandør og en brugergruppe, der bestod af de kommende beboere.
Disse gav feedback på farver, indretning, møbler og brug af fællesarealerne; vaskeri, indgangsareal, gangarealer, tagterrasser og det store fællesrum, der både skal danne ramme om de enkelte beboeres private fester, studiegrupper samt hele bygningens fælles arrangementer.
Fleksibel indretning
Der var fokus på fleksibel indretning med robuste møbler, der kan tåle at blive flyttet rundt og endda en tur udenfor. Køkkenet har en stemning af bar med åbne hylder med hængende glas. Belysningen er zoneopdelt og gardiner kan trækkes for den åbne facade, så man kan skabe en hyggeligere og mere privat atmosfære.