H+ har tegnet den nye tilbygning til Øster Farimagsgades Skole, der rummer nye faciliteter såsom kantine, musiklokale, multisal og undervisningslokaler til natur- og værkstedsfag. Samtidig har vi renoveret og omdisponeret de eksisterende skolebygninger fra 1885 og 1999, så skolens kapacitet er øget er fra 600 til 750 elever.  

Øster Farimagsgades Skole er et tidssvarende skolebyggeri af høj arkitektonisk kvalitet. Skolen er tegnet, så den indgår i synergi med sine historiske naboer, Kartoffelrækkerne og Esajas Kirke, og samtidig markerer sig i området. Taget ved husets afslutning mod nord har en markant, skrå affasning som en opdateret udgave af Kartoffelrækkernes frontispice.

De røde stænk i facadens mursten er en reference til den gamle skoles røde sten, mens den mørkere, rødbrune farve giver bygningen sin egen nutidige karakter og en tyngde, der indgår i samspil med omgivelsernes mere monumentale arkitektur.

Bygherre

Københavns Ejendomme

Ydelser

Totalrådgivning, Bygherrerådgivning

Areal

3.800 m2 nybyggeri og 2.000 m2 ombygning

Lokation

Region Hovedstaden, Østerbro

Previous slide
Next slide

Med den nye tilbygning er skolen udvidet fra 2 til 3 spor for 0.-9. klasse og skolegården har fået et helt nyt og selvstændigt liv – også uden for skoletid.

Undervisningslokaler til praktiske og kreative fag

Den nye tilbygning er tiltænkt de mindste klasser i indskolingen fra 0. til 3. klasse, som kan fordele sig over alle 5 etager efter behov og rummer desuden en række fællesfunktioner.

Nederste etage rummer et musiklokale og to sammenhængende, dobbelthøje gymnastiksale, der kan slås sammen til én, når der afholdes arrangementer for hele skolen. 

1. sal rummer multisalen “den gule sal”, KKFO med 100 pladser og læringscentret. 2. sal rummer baselokaler og på 3. sal findes baselokaler, naturfaglige værksteder og skolens kantine (EAT-ordning) i direkte forbindelse med en tagterrasse. 4. sal rummer et loungeområde i åben forbindelse til etagen under, som bruges af alle elever.