Ole Hagen Arkitekter, der i dag er en del af H+, varetog som totalrådgiver restaurering og ombygning af den fredede bygning på Åbenrå 34, opført af Philip de Lange, til Arkitektforeningens administration og repræsentative funktioner.
Den oprindelige præstegård fungerede som residens frem til 1948. En ombygning og nyindretning til Musikhistorisk Museum i 1963-65 medførte, at arkitektonisk kvalitet og fredningsværdier var svækket. Skillevæggen mellem de to selvstændige boliger i forhuset var fjernet mod gaden i begge etager, og en del døråbninger var flyttet og formentlig gjort højere. Rammer var udskiftet og de nyanvendte materialer og overflader fremstod i uoverensstemmelse med det historiske hus.
Arkitektforeningens ambitionen var at give huset sin autenticitet tilbage og lade de kulturhistoriske kvaliteter være bærende for nyindretningen og restaureringen af bygningen; rumhierarkier, loftshøjder, det filtrerede dagslys, udsmykning, robuste materialer og overflader med liv.
Med udgangspunkt i bygningens oprindelige arkitektoniske udtryk tilbageførte og restaurerede vi de skjulte detaljer og historiske bygningsdele, der nu indgår i indretningen, ligesom nye tiltag er inspireret heraf.
Tilbageførsel af arkitektoniske særpræg
Forud for restaureringsarbejderne foretog vi fuld opmåling af huset såvel som i hovedtegninger og detaljer. Vi udarbejdede en bygningshistorisk redegørelse, udførte bygningsundersøgelser og fik lavet farvearkæologiske undersøgelser. Det dannede grundlag for en konkret restaureringsholdning, der blev afstemt med bygherre og Slots- og Kulturstyrelsen.
Indvendigt var fokus at genskabe en autentisk oplevelse af det historiske hus, hvor nye tilføjelser er aflæselige uden at virke fremmede. Oprindeligt var huset disponeret med to spejlede boliger over bygningens midterakse, men dette væsentlige planmæssige træk var ved tidligere ombygning udvisket. Vi har genskabt dette træk, så det fremgår tydeligt i planen – og samtidig løser de funktionelle krav ifm. husets nye brug, som var ét af projektets største udfordringer. Foruden nyindretning blev alle overflader istandsat ligesom alle el-, vvs-, kloak- og ventilationsinstallationer blevet udskiftet. Udvendigt omfattede restaureringen en genåbning af de tilmurende vinduer på gårdfacaderne, maler- snedker- og murermæssig facadeistandsættelse (herunder udsmykninger) samt udskiftning af taget.
Bygherre
Karberghus A/S
Ydelser
Totalrådgivning, Byggeledelse
Areal
1.500 m2
Lokation
Region Hovedstaden, København K
Vi arbejdede tæt sammen med tekstil- og farvedesigner Margrethe Odgaard, der fik til opgave at farvesætte de gamle barokke bygninger. Det ledte bl.a. til, at vægfyldningerne fra Musikhistorisk Museums
periode blev bibeholdt og genbeklædt med lærred i afstemte farver.
Funktionelle rammer i en fredet bygning
Arkitektforeningen havde foruden gode arbejdspladser et behov for faciliteter til et stigende antal medlemsarrangementer og øget aktivitet i kursusvirksomheden, herunder servicefaciliteter som f.eks. anretterkøkken, toiletter og garderobe.
Servicefunktionerne er placeret i kælderetagen for at udnytte de øvrige etagers præsentable rum. De fint detaljerede rum mod gaden er indrettet som åbent kontormiljø for at understøtte Arkitektforeningens tværfaglige og projektbaserede arbejdsmetoder. Her er plads til kurser, foredrag, udstillinger og receptioner.
Projektet blev løst i fagentreprise med stor tilstedeværelse på byggepladsen for at koordinere de forskellige arbejder og sikre et konstruktivt samarbejde.
Tidssvarende løsninger
Da der var tale om anvendelsesændring og omfattende bygningsændringer, krævede arbejderne foruden tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen også kommunal byggetilladelse, der blandt andet stillede krav om niveaufri adgang. Indvendigt blev det løst med en centralt placeret elevator, hvor denne ikke greb ind i tagværk eller taget, og hvor den tidligere ombygning til museum i forvejen havde fjernet en stor del af de værdibærende elementer.
Af hensyn til pladsforhold og for at bevare facaderne så urørt som muligt blev niveaufri adgang etableret udefra i baghuset ved nyfortolkning af oprindeligt vognportmotiv.