H+TNT var totalrådgiver i forbindelse med renovering af to fredede ejendomme – Christiansgården og Kongegården – i Dronningegården. Det karakteristiske ejendomskompleks i rødt murværk er tegnet af Arkitekt Kay Fisker, C.F. Møller og Svenn Eske Kristensen i årene 1943-1953. Dronningegårdens fredede byggeri ligger tilbagetrukket mellem Kongens Have, Kongens Nytorv og Amalienborg – omgivet af majestætiske anlæg og bygninger til alle sider. Bebyggelsen blev fredet i 1995.

Dronningegården er opført i 9 etager og udformet som gavlhuse i røde mursten med profiler og indfatninger i gule mursten. De enkelte gavlhuse er inddelt i partier af seks fag adskilt af en lidt lavere sammenbygning i to fag. Tagene er saddeltage belagt med røde tegl.

For at opretholde det karakteristiske ejendomskompleks var det nødvendigt at gennemføre en renovering af de to fredede ejendomme; Christiansgården og Kongegården. Renoveringen omfatter udskiftning af 400 vindues- og dørpartier samt en omfattende tag- og facaderenovering.

Renoveringen af de to ejendomme er udført med stor respekt for bevaringsværdierne og bygningernes oprindelige arkitektur uden at gå på kompromis med kvalitet. Den samlede renovering har løftet boligmassen til en tidsvarende standard.

Bygherre

Patrizia Danmark

Ydelser

Totalrådgivning

Lokation

Hovedstaden, København K

Previous slide
Next slide

Renoveringsarbejder

Renoveringen af de to fredede ejendomme, Christiansgården og Kongegården, omfatter en gennemgang af tegltagene, hvor man har udskiftet ødelagte sten med sten svarende til de originale.

Derudover er facaden gået igennem for forvitrede fuger, ødelagte mursten samt sætningsrevner. Renoveringen omfatter endvidere udskiftning af 400 vindues- og dørpartier, udskiftning af tagrender og nedløb i zink samt udskiftning af paptagene og inddækninger til ovenlys og glas.

 

Den særprægede arkitektur – rødt murværk med tilbagetrukne altaner – er beskrevet som et udtryk for krigens mangel på cement og jern og et stilmæssigt kompromis mellem monumental nyklassicisme og national tradition.