Den fredede ejendom Brønnums Hus var den første beboelsesejendom på Gammelholm, da bygningen blev opført i 1866. Bygningen blev i mange år beboet af mægleren Martin Henriques og tobaksfabrikanten Bernhard Hirschsprung der begge med forbindelse til datidens kulturelite hvor bl.a. H.C. Andersen, Edvard Grieg og Bournonville ofte besøgte huset. I 2014 blev Brønnums Hus opkøbt af Karberghus, og Ole Hagen Arkitekter*, der i dag er en del af H+, varetog som totalrådgiver ombygning og restaurering af ejendommen til kontorhotel og cocktailbar.
I mere end 125 år husede stueetagen Café Brønnum, et etablissement populært blandt skuespillere fra Det Kongelige Teater og andre kunstnere. I nyere tid overtog teaterets billetkontor lokalerne, og mange københavnere associerer huset til denne funktion.
Indvendigt var store dele af det oprindelige, eksklusive, interiør bevaret på bygningens hovedtager men var præget af manglende vedligehold. Vi istandsatte med fokus på at bevare dets autentiske værdi med klassiske teknikker og materialer. Planløsningen blev i hovedtræk bevaret eller tilbageført, men på tagetagen blev det tidligere loft nyindrettet til kontorer. Vi rekonstruerede de steder, hvor bygningsdele var gået tabt ud fra tegninger, bygningsantivariske undersøgelser og opmålinger.
Bygherre
Karberghus
Ydelser
Arkitektrådgivning, Byggeledelse
Areal
2.500 m2
Lokation
Hovedstaden, København K
Restaurering af facaden
Tilsammen markerer stueetagens facade med rustikation og de øverste etagers rige udsmykninger et væsentligt historisk træk, da muligheden for udvendig stuk først blev teknisk mulig omkring husets opførelse afledt af Portlandcements ankomst til Danmark.
Inspireret af fransk og italiensk renæssance, rummer facaden stukdekorationer med groteske masker, løvehoveder, blomster, havfruer og delfiner. Stukken var dog slemt medtaget af forurening og forvitringer, så en væsentlig del af den udvendige istandsættelse omfattede afrensning, reparation og delvis retablering af udsmykningerne.
Bevaring af autencitet
Et arbejde der krævede tæt styring, da hver enkelt overflade måtte vurderes for sig ift. den nødvendige behandling. Det var samtidigt en balance ift. at opnå et udtryk, der fremstår vel vedligeholdt uden at miste den autenticitet, der ligger i aldersværdien. Derudover blev de mere anonyme indre facader afrenset for plastmaling og istandsat.
Arbejderne blev udført i fagentreprise, og indeholdt i totalrådgiverydelsen var også samarbejdet og koordineringen med konservator, kunstnere og de fremtidige forpagtere af baren, ligesom et tæt samarbejde med Slots- og kulturstyrelsen.
Nye lag i historien
Det var væsentligt at genetablere husets levende og farverige ånd. Derfor blev der også tilført lag af vores egen tid, i både arkitektonisk, kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet, der matcher det oprindelige interiør, herunder bygningsintegreret kunst med reference til det levende kunstmiljø, der altid har været en del af huset.
I samarbejde med konservator Anne Simonsen blev det japanske guldtapet omhyggeligt restaureret ligesom frisen i fruens soveværelse, stukken og de smukke guldborter har fået nyt liv.
Alle gulve blev udskiftet med nye planker i fulde længder og pommersk fyr, samtidigt med at etageadskillelserne blev brandsikret for husets nye funktion.
I stueetagen blev den legendariske Café Brønnum genskabt som cocktailbar som en måde at tilbageføre noget af det oprindelige liv huset historisk var rammen om. Dette medførte flere større bygningsændringer, men en klar restaureringsholdning og gennemtegnede løsninger var med til at overbevise Slots- og Kulturstyrelsen om det rigtige i disponeringen. En funktion som kontorhotel og coctailbar muliggør offentlig adgang til bygningen. Et godt eksempel på en ny funktion til en fredet bygning, der styrker fredningsværdierne og skaber rammen om en bæredygtig fremtid i et kulturarvsperspektiv.
Der går mange historier om Brønnums Hus, der gennem tiden har huset nogle af Danmarks mest elskede kunstnere – som tæller både Arne Jacobsen, Poul Henningsen og en ung H.C. Andersen, som endte med at takke nej, da han ikke kunne få et rum med udsigt til torvet.