På Holmens Kanal 7 begynder fortællingen om Danmarks allerførste stormagasin, Grøns Varepakhus fra 1863 – en helt ny måde at shoppe på. Varehuset har i mange år været transformeret til kontorfaciliteter, og nu tilbagefører og genopliver vi bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdier i ombygning og nyindretning af ejendommen til nye lejere i tæt samarbejde med Jeudan.

Tidernes skiftende funktioner – og deraf afledte ombygninger – medførte, at mange gulve, lofter og vægge fik nye beklædninger i det firelængede bygningskompleks, hvoraf forhuset i dag er fredet. De indvendige gipsskillevægge slørede ejendommens ellers åbne indre og detaljerige bærende søjle/dragersystem.

Med udgangspunkt i bygningens oprindelige arkitektoniske udtryk har vi tilbageført de lukkede rum til de store åbne planløsninger. Vi har fremdraget og restaureret de skjulte detaljer, gulvbelægninger, historiske bygningsdele mv., der nu indgår i den kommende indretning.

Bygherre

Jeudan A/S

Ydelser

Arkitektrådgivning

Areal

7.000 m2

Lokation

Hovedstaden, København K

Arkitektoniske tiltag

Vi har genfundet de skjulte detaljer og historiske bygningsdele, der nu indgår i den kommende indretning, ligesom nye tiltag er inspireret heraf.

Her har vi blandt andet arbejdet med farveartikulering for at fremhæve søjlernes to materialiteter. Generelt er grundfarveholdningen i huset afledt af søjlerne – enkelte steder tilpasset lejerne.

Holmens Kanal er et unikt arkitekturhistorisk område i København, der byder på mange fortællinger og giver byen sit særpræg. Vi er glade for at være med til at styrke denne fortælling med nye lag i høj håndværksmæssig kvalitet og med ærlige og bygbare løsninger – med en kærlig tanke til arkitekt Johan D. Herholdt og ikke mindst M.E. Grøn & Søn, der fik ejendommen opført.

Vi har fritlagt de bærende konstruktioner ved at genskabe de synlige stålsøjler og trædragernes udskæringer, de steder de er blevet hugget af – ligesom vi har valgt at lægge klodsgulve i stueetagen, som reference til den oprindelige hestestald og vognport.