H+TNT var arkitektrådgiver på etableringen af 39 almene familieboliger på Lundebjerggårdsvej i Skovlunde i naturskønne omgivelser. Deraf navnet “Lundeparken”. Projektet er udført med en helhedsmæssig håndtering af bæredygtighed, hvor økonomiske, miljømæssige og sociale kriterier vægtes ligeværdigt. Boligerne opfylder krav om bæredygtigt byggeri jf. bygningsklasse 2018.

Boligbebyggelsen i Lundeparken er opført som boliger i tre boligklynger i både et- og toplanshuse. Hver boligklynge er disponeret som en U-form med et grønt mellemrum, hvorfra der er adgang til boligerne. 

Boligklyngerne forholder sig til hinanden og er bundet sammen af et internt stisystem, der blandt andet defineres af grøn beplantning og gangstier.

Étplans husene er opført med tre værelser, mens toplanshusene indeholder fire værelser fordelt i to plan. Alle boligerne har adgang til egen have eller altan ligesom alle boliger har køkken-alrum, badeværelse og stue.

Lundeparken ligger tæt på både togstation og bycenter.

Bygherre

AAB AFD. 47 II

Ydelser

Arkitektrådgivning

Areal

3.900 m2

Team

Thormann A/S, Svend Poulsen A/S

Lokation

Hovedstaden, Skovlunde

Previous slide
Next slide

Et grønt fællesområde udgør omdrejningspunktet for hver klynge. Dette giver beboerne mulighed for at arrangere sociale begivenheder for naboskabet, -og hvor børnene kan lege og færdes frit i nærheden af de voksne.

Tekniske installationer

For at optimere energien i konstruktionen, har man arbejdet med en central varmestation med det formål at føre vand og varme til boligerne via terrænet. Dette krævede stor koordinering i forhold til installationerne i jorden og blev løst i tæt samarbejde mellem entreprenøren og ingeniørerne.

For at optimere energiforbruget i boligerne blev der også arbejdet med isoleringsmængder og -tykkelser, såvel som med projektering og dimensionering af rørlængderne, for at tilrette energiberegningen.

Materialevalg

Facadematerialerne består af håndstrøgne tegl krydret med mindre partielle områder med lodret beklædning i forpatineret trælister i varierende bredder ved indgangsnicherne, læhegn og på fritliggende skure som barnevognsrum og teknikrum.