Det nye børnehus i Farum Nordby er en integreret daginstitution, som rummer både vuggestue og børnehave til i alt 80 børn i grønne omgivelser. Selve udformningen af daginstitutionen tager udgangspunkt i en række pædagogiske principper, der tilgodeser børn i alle aldre og skaber de bedste forudsætninger for et sundt indeklima.

Den nye daginstitution er opført i én etage à 760 m2 med varme og taktile materialer, der gør det indre til et trygt og indbydende sted at være. Daginstitutionen er omgivet af en stor udendørs legeplads på 3.000 m2, der skaber gode rammer for et aktivt udeliv.

Pædagogiske principper

Daginstitutionen er fleksibelt indrettet med et centralt fællesrum, kun afbrudt af en bred skydedør, der gør det muligt at opdele rummet i to mindre gruppeområder. Gruppeområderne har forskellig udformning og kan bruges af både vuggestue og børnehavebørn. Udformningen giver børnene mulighed for at tilvælge forskellige aktiviteter efter lyst og temperament.

Det ene grupperum har højt til loftet med et stort glasparti, der åbner sig ud mod udearealerne og inviterer til aktivitet og udeliv. Omvendt indbyder det andet grupperum til mere stillesiddende, indadvendte aktiviteter.

Børnehuset kan desuden tage imod op til 35 skolebørn hver morgen, inden de hentes af skolebussen.

Bygherre

Furesø Kommune

Ydelser

Arkitektrådgivning

Areal

760 m2

Lokation

Nordsjælland, Farum

 

Previous slide
Next slide

Daginstitutionens hjerterum

Disponeringen af daginstitutionen tager afsæt i idéen om tre store sten, der er bundet sammen af en central midte med garderober og køkken-alrum. Disse funktioner er det første man møder, når man træder ind ad hovedindgangen.

Køkken-alrummet udgør det fælles samlingssted, der sammen med et multifunktionelt rum, skaber gode forudsætninger for sideløbende aktiviteter.

Multifunktionelle udearealer

Daginstitutionens udearealer tilbyder både børn og voksne forskelligartede og udfordrende muligheder for udeliv – ligesom der er motoriske udfordringer, der tilgodeser børn i alle aldre.

Udearealet byder blandt andet på bakker, bålplads og egen lille skov, som er perfekt til hulebygning og klatring

Indeklima og akustik

For at skabe gode betingelser for et sundt indeklima, er lofterne beklædt med troldtekt akustikplader i farven lys natur. Udover funktion, bidrager akustikpladerne til et roligt udtryk med deres gyldne, naturlige tone.

I de mindre rum er der installeret ovenlys for at give adgang til det naturlige daglys. Den naturlige belysning suppleres af belysningsarmaturer, der kan tilpasses rummene.