Tinghuset i Aarhus er opført i 1906 og huser en af landets største byretter, Retten i Aarhus. H+ har gennemført en gennemgribende ombygning og renovering af det tre etager høje hus, så det i dag lever op til nutidige krav for en retsbygning. Arbejderne er udført med stor respekt for K.A. Ludvigsen og Jul. Hansens oprindelige, bevaringsværdige arkitektur.

Ombygningen er sket som et led i at skabe en ny, fælles virksomhedskultur præget større arbejdsglæde, tillid og forståelse. Forskellige afdelinger på forskellige adresser gav Retten i Aarhus udfordringer i forhold til at have en fælles virksomhedskultur. Sagsbehandlingstiderne var for lange og arbejdsgangene ikke optimale.
Derfor var det essensielt at samle afdelingerne under ét tag og skabe et sundt arbejdsmiljø, der imødekommer de alsidige funktioner, som en retsbygning skal rumme.

Der er tilføjet flere retssale, voteringsrum, opholdsområder for publikum og rum til advokater, anklagere og journalister, så bygningens funktion nu lever op til nutidens krav.

De nye lokaler frigiver mere overskud til at løse kerneopgaven.

Bygherre

Bygningsstyrelsen

Ydelser

Arkitektrådgivning

Areal

4.100 m2

Team

Tækker Rådgivende Ingeniører

Lokation

Aarhus

Kunstneren Marianne Grønnow står bag den enorme glasbeklædning til bygningens indvendige glaselevator.

Sikring af bygningen

Ombygningen omfatter optimering af sikkerheds- og diskretionshensyn med en klar definition af indre og ydre zoner. Der er installeret taskescannere og metaldetektorer, og bygningens tilgængelighed og adgangsforhold er optimeret, blandt andet med etableringen af den store, kunstneriske glaselevator.

Glaselevator – Bygningsintegreret kunstværk

Kunstneren Marianne Grønnow står bag den enorme glasbeklædning til bygningens indvendige glaselevator.

Værket følger elevatorens form og spiller op imod det oprindelige, horisontale værk af Hans Krull, der præger hele første salens foyer.

Marianne Grønnows værk består af farver brændt i glas og er sammensat som et enormt puslespil, en symfoni af farver, der skifter karakter i takt med dagslysets skiften og elevatorens bevægelse.

Stor fortælleværdi

De nutidige tilføjelser fremstår klare og entydige i behørig respekt for det eksisterende, så der ikke for eftertiden hersker tvivl om, hvad der er oprindeligt, og hvad der er nyt. På den måde vil bygningen leve videre som tidssvarende retsbygning og kulturel seværdighed med stor fortælleværdi.
Bygningens arkitektur, funktion og samlede logistik vil efter ombygningen fremstå harmonisk, logisk og velfungerende.

Fællesarealerne har i videst mulig omfang beholdt deres eksisterende arkitektoniske udtryk, mens udtrykket i retssalene er mere funktionelt og stramt.