H+ var arkitekt- og landskabsrådgiver på totalentreprisen for 48 familieboliger i Gentofte i naturskønne omgivelser nær Brobæk Mose og Gentofte Sø.
Den nye boligbebyggelse er opført på flere byggesites i tre længer på henholdsvis to og tre etager langs Niels Steensens Vej og Brogårdsvej. Alle bygningerne har solceller på tagene og er tegnet med visionen om at optimere de tilgængelige kvadratmeter for at få mest muligt bolig for pengene – og materialer som primært træ, stål og beton gentager sig.
I nærområdet oplever man Brobæk Mose og Gentofte Sportspark samt Gentofte Station. Der er gode faciliteter for skoler og daginstitutioner, hvilket gør boligerne attraktive for en bred demografi af beboere i alle aldre.
Boligerne er opført i forlængelse af etableringen af Kornerup Kollegiet på samme grund.
Bygherre
PAB ved FA09
Ydelser
Arkitektrådgivning
Areal
4.800 m2
Team
Einar Kornerup A/S, ABC Rådgivende Ingeniører, JL Engineering, Vium Arkitekter
Lokation
Hovedstaden, Gentofte
Tilgængelighed
De 48 familieboliger er bundet sammen af et glasindækket trapperum med tilhørende svalegangskonstruktion på længehusenes nordside.
For at tilgodese gangbesværede eller børnefamilier er der etableret niveaufri adgang til samtlige boliger. Derudover er der etableret niveaufri adgang fra parkeringspladsen ud for hver boligblok til trappe og elevatortårne via ramper fra terræn.
Endvidere er der etableret cykelparkering i udearealerne, hvor beboerne også kan nyde godt af et større fælles grønt areal med mulighed for ophold. Udearealerne deles mellem familieboligerne og beboere fra Kornerup Kollegiet.
Der er udarbejdet en designstrategi og wayfinding i bygninger og terræn, så indeliv og udeliv bliver forbundet samt at belysning, grafik, facader og andre bygningsdele fremstår som et samlet arkitektonisk byggeri og landskab.