5 principper for god byggeledelse
Fra Mærsk Tårnet, Panum, Teilum og Herlev Hospital til Hotel Villa og Ørestadens Gymnasium. Det er blot et udsnit af de komplekse sager, Jacob Frost gennem de sidste 10 år har været byggeleder på.
I anledning af Jacobs 10-års jubilæum deler vi en håndfuld principper for god og effektiv byggeledelse, som Jacob udøver, og som gør ham til en yderst værdsat kollega og byggeleder – de næste 10 år med.
01. Den menneskelige faktor
Som byggeleder leder man et byggeprojekt, men man leder også mennesker. Ovenikøbet med forskellige faglige baggrunde. Derfor kan de tekniske kompetencer ikke stå alene.
Udover en stærk byggefaglighed har Jacob veludbyggede ledelseskompetencer og et overblik, der gør ham i stand til at se sammenhænge mellem mange forskellige opgaver og processer på tværs af byggeriet. Med samarbejds- og kommunikationsværktøjer håndterer Jacob både kollegaer, entreprenører, rådgivere og myndigheder på en tillidsvækkende måde, ligesom han formår at skabe en tæthed og fortrolighed til bygherren.
02. En detaljeret og operationel tidsplan
En god byggeledelse er på forkant med planlægningen. Men det sker kun, hvis der bliver udarbejdet en entydig og realistisk tidsplan at bygge efter.
Jacob sikrer klare rammer for rådgiverens og entreprenørernes arbejde. Rammer der gør, at tidsplanen, såvel som økonomien og den aftalte kvalitet bliver overholdt. Han kommer med indsigelser i tide og følger struktureret op gennem hele byggeforløbet, hvilket sikrer fremdrift.
03. Koordinering af aktiviteter på tværs
Byggeledelsen har en formidlende, opsamlende og koordinerende rolle.
Med overblik over alle projektets faser har Jacob en særlig evne til at få alle til at gå i samme retning og sikrer, at det aftalte bliver udført. Med et analytisk blik koordinerer han byggeplaner og leverancer. Jacob sikrer, at alle materialer og arbejdsprocesser lever op til de nødvendige standarder og specifikationer og reagerer på eventuelle afvigelser fra det aftalte. Dertil sørger han for ordnede forhold på pladserne, hvilket er særlig vigtigt på bygninger i drift, som snarere er reglen end undtagelsen på mange af vores projekter. Dette omfatter en grundig risikostyring og implementering af relevante sikkerhedsprocedurer, bæredygtighedstiltag og -politikker.
04. Byggeledelsens mandat
Bag et godt projekt står en slagkraftig og proaktiv byggeleder. At lede et projekt med mange interessenter, mange fagligheder og klare skarpe deadlines kræver gennemslagskraft og en stærk faglighed – tilsat en portion forudseenhed.
Har du mødt Jacob, så ved du, at han er en principfast og en yderst retskaffen person, der møder folk på pladsen og fører an i møder – altid med et løsningsorienteret og åbent mind-set. Aldrig med albuer. Jacob lytter aktivt og forstår de andres perspektiver og behov.
05. Forventningsafstemning
Løbende forventningsafstemning en afgørende faktor for, at byggeriets kører gnidningsfrit. Det kræver klare, ærlige og åbne kommunikationslinjer mellem alle parter. Roller og ansvar skal fra start være afstemt, så hele projektorganisationen er klar over, hvad der forventes af hinanden.
Jacob er klar og præcis i sin kommunikation omkring mål, deadlines og forventninger. Om arbejdsomfang, tidsrammer, budgetter og succeskriterier. Han er åben for dialog og er villig til at justere forventninger, hvis det er nødvendigt. Det øger sandsynligheden for, at samarbejdet og projektet bliver en succes, da alle parter er på samme side og arbejder for de samme mål.